Nyt fra Ambaet oktober 2007
Sejlsæsonen 2007 er ved at være slut, og vinteropbevaringen af både trænger sig på. Som tidligere omtalt har efterspørgslen efter bådpladser aldrig været så stor. Ved udgangen af august måned var der kun 46 ledige pladser til salg, heraf 24 på gæstebroen. Problemstillingen er dog, at de resterende ledige bådpladser ikke matcher efterspørgslen, som går i retning af større bådpladser. Alene i 2007 er der til dato solgt for ca. 600.000 kr. pladser. Det betyder, at der bliver trangt i masteskuret og på landpladserne. Bestyrelsen arbejder på at løse problemerne, men løsningsmodellen forudsætter investeringer, hvilket betyder godkendelse på den kommende generalforsamling til foråret.
Interessen for marinaen er ikke alene fra sejlernes side. I september blev der afholdt et uformelt møde mellem Borgmester Finn Brunse, formanden for havnen, Ole Møller og undertegnede. Et møde, hvor vi bl.a. drøftede marinaens visioner for at være en del “områdefornyelsen af sukker- og havnenære arealer i Assens By”, Der er ingen tvivl om, at der fra politisk side, er forventninger til, at vi indgår som en aktiv del af udviklingen, hvilket betyder, at vi kan præge fremtiden for marinaen og de omgivende faciliteter. Interessenterne på marinaen har allerede fremsendt forslag til mageskifte omkring vinteropbevaring og vejføring, hvilket borgmesteren lovede at finde frem. Vort forslag kan blive en vigtig del ifm. udarbejdelse af lokalplanerne. Under mødet drøftede vi i øvrigt trafiksikring af Næsvej fra campingpladsen til søsportscenteret, de offentlige toiletforhold på marinaen samt faciliteter i øvrigt på marinaen.
Min konklusion af mødet er, at vi har fået en opfordring til at være aktive og udviklingsorienterede ifm. områdefornyelsen, og at det derfor er en god ide, endnu engang at sætte os sammen, og se på de muligheder, der foreligger.
Ole Eichner
Assens marina Amba 15. sep. 2007