Havnefogeden aug. 2015
Sidste år på denne tid skrev jeg ”sol, sol og atter sol”, men det er der vist ikke mange, som vil skrive under på i år, og hvor vi sidste år var foran budgettet med ca. 400 både på dette tidspunkt, så er det lige omvendt i år. Øv!
Vi har ellers fået pæn ros for vores nyplantede blomsterkrukker, som er placeret rundt omkring på marinaen tillige med krydderurter ved grill pladserne og de ”nye” bycykler samt et bordfodbold har også affødt glæde iblandt gæsterne.
Min efterlysning efter donationer af brugte cykler, har indtil nu kun kastet en af sig, så kig nu en ekstra gang i skurene om ikke der er nogle egnede kandidater, fordi gæsterne virkelig sætter stor pris på dem, og det giver lidt ekstra handel længere oppe i byen.
Vores fælles live musik hver fredag på marina torvet i juli måned, sammen med havnegrillen, har desværre kun trukket ca. 50 gæster til hver gang, hvilket primært har været det dårlige sejlervejrs skyld.
Så er der kun 3 uger til vores egen STORE sommerfest løber af staben fredag d. 21 august, fra kl. 17 til 22, hvor sidste års musikalske gruppe Net Up 4 igen spiller op til dans og lidt sang. Traditionen tro står menuen på helstegt pattegris med salat og prisen er i år sat til 120 kr. pr. person. Drikkevarer må gerne medbringes, men der vil også være mulighed for at købe vin, fadøl samt vand og overskuddet går igen til ungdomsarbejde inden for sejlsport. Tilmelding er påkrævet senest 10 dage før, men betalingen kan vente til vi ses ved festen.
I august måned vil marinakontoret være bemandet i følgende tidsrum:
- Alle ugens dage fra kl. 9 – 12 samt kl. 16 – 18.
Venlig hilsen og forhåbentlig bare lidt bedre sommerferievejr.
Alex Hansen
Havnefoged
2169 1567