Havnefogeden juli 2016
Alle snakker om den kolde sommer, men ingen gør noget ved det undtagen Assens
Marina, som via en masse blomster-krukker samt lidt krydre-urter, prøver at skabe lidt
hygge og varme her i marinaen. Hvis vi samtidig rykker lidt tættere sammen på
Marinatorvets dansegulv hver fredag aften i juli og ikke at forglemme til sommerfesten
fredag d. 21. august, mon så ikke det bliver en god sommer alligevel. Håbe, det kan
man da altid!
De store træskibe ankommer igen i år til Assens onsdag d. 22 juli. Drømmer man om
et stort muslingemåltid vil lørdag d. 15 august være et godt valg, da den årlige
muslingefestival bliver afholdt på denne dato.
Der vil i nærmeste fremtid blive opsat røde service skilte på servicekajen ved kranen,
som viser, at man kun må ligge 10 min. foran kranen og dieselanlægget og 1 time
foran mastekranen og de 4 andre servicekajer, der er etableret ved A og B broerne.
Vi går også i gang med at nedstøbe 17 stk. jernsøjler, som vil rage 3,3 m op i luften og
indgå i rækværket omkring de 2 nye vaskepladser over for kranen, samt nedlægge
vand, kloak og afløbsrør under kørevejen foran A broen.
Sidst men ikke mindst har bestyrelsen på deres seneste møde besluttet, at man frem
over ikke behøver at vise dokumentation for ansvarsforsikring af sin båd, for at få
årsmærket udleveret, det forventes bare at være i orden ifølge vores vedtægter §6.7.
Det betyder, at dem der fortsat mangler at få påklistret deres årsmærke, gerne må få det
klaret senest i starten af juli, da vi ellers selv må bruge kræfter på det, og måske ikke
får sat mærkerne lige der, hvor bådejeren selv ønsker det.
Vi har nu indkøbt 9 stk. mobile redningsstiger, som vil blive opsat midt på broerne på
den nordlige side. De forsynes med flagrende vimpler, for at markere hvor de findes.
I juli måned vil marinakontoret være bemandet i følgende tidsrum:
· Alle ugens dage fra kl. 9 – 12 samt kl. 16 – 18.
Venlig hilsen og god sommerferie
Alex Hansen
Havnefoged