Havnefogeden nov. 2015
Mange har valgt at få deres båd tidligt på land i år, så på nuværende tidspunkt mangler vi kun at løfte omkring 30-40 både. De mange nye både der er kommet til i år har bevirket, at næsten alle vores stativer er i brug og derfor har vi valgt at indkøbe nogle ekstra 6 ton stativer, da der er venteliste på denne kategori.
Apropos stativer, her vil jeg gerne rose for, at næsten alle har låst deres stige fast til stativet, så den ikke kan bruges af lyssky personer, men man må meget gerne placere stigen på indersiden af stativet, så vi kan bruge vores løftevogn.
De 2 nye spulepladser fungerer godt og har bl.a. gjort det meget nemmere at indstille løfteåget til næste båd, fordi der hurtigt bliver friplads ved kranen. Det er også en fornøjelse for alle, ikke at skulle gå i støjen og sprøjtet fra højtryksrenserne.
Da en af de gamle højtryksrensere gik i stykker, har vi købt 2 nye i en kraftigere størrelse, da vi fortsat har valgt at have en stående tilbage ved kranen.
Vi forventer at afprøve alle marinaens fortøjnings træpæle i slutningen af november ved at sejle ind i dem med en af værftets slæbebåde for derefter hurtigst muligt at gå i gang med bankning af nye jernbaneskinner og efterfølgende montering af plastikrør til erstatning for de pæle, som ikke klare testen.
Toilettet i den røde bygning på bukkepladsen kan nu benyttes og findes ved at gå igennem værkstedet, som befinder sig bag ved den første dør rundt om det sydvestlige hushjørne.
Vi har fået fremstillet nogle specielbeslag så alle 9 redningsstiger, som vil blive opsat midt på broernes nordlige side i november, nemt kan løftes af og sænkes ned i vandet – også af en person som ligger i vandet, da det nederste trin kun vil befinde sig ca. ½ m over daglig vande. Stigerne vil stå sammen med en redningskrans samt en 5 m lang redningshage og der vil blive monteret en opmærksomheds vimpel i toppen.
I november måned vil marinakontoret være bemandet i følgende tidsrum:
- Alle hverdag undtagen onsdag fra kl. 9 til 12.
Alex Hansen
Havnefoged
2169 1567